Ved kaminilden

P.S. Krøyer

Titel: Ved kaminilden
Datering: 1906.
Værktype: Maleri
Teknik: Olie på lærred.
Materiale: Lærred.
Dimensioner: 61 x 51 cm.
Lokalitet: Skagen.
Personer: Fru Henny Brodersen.
Bemærkninger: Sign. S. K. Skagen Nvbr. 1906, samt med dedikation ‘Til Henny fra Søren’. Da Marie forlod Krøyer, kastede han sin kærlighed på Henny Brodersen, der var gift med kæmner Hans Brodersen, og som havde taget sig af datteren Vibeke i de turbulente år efter, at Marie var blevet forelsket i Hugo Alfvén. 

Henny Brodersen plejede Krøyer til det sidste og sad sammen med sin mand, Krøyers datter Vibeke, og Michael og Anna Ancher omkring hans dødsleje. Krøyers fascination af Henny Brodersen holdt sig således usvækket til det sidste og på én af sine sidste udstillinger udstillede han 15 portrætter af hende.

I dette meget sene værk understreges deres tætte forhold ved den meget intime og fortrolige scene, hvor Henny sidder og reder sit udslåede hår foran kaminilden i Krøyers hus på Skagen. I baggrunden ved siden af kaminen ses et lille silhouet-portræt af Krøyer, og de to ‘elskende’ forenes således i selve værket.

En meget lignende komposition med en person siddende foran kaminildens skær og med malerier på baggrundsvæggen ses i Krøyers berømte portræt af Drachmann fra 1903–1907 (Skagens Museer inv. nr. 1710). Her sidder Drachmann med rød fez foran kaminen i Villa Pax.