Industriens Mænd

I 40 år har maleriet ”Industriens Mænd” af P.S. Krøyer (1851-1909) hørt til Frederiksborgmuseets kendteste portrætter. Kunsthistorikere har dog aldrig regnet det for et af hans hovedværker. Det er senere end hans mest fejrede gruppeportrætter og stammer fra hans sidste, sygdomsplagede år. Alligevel er det ofte blevet afbildet. Det skyldes især dets usædvanlige motiv.

Formidabel pris
Upåagtet af årtiers interesse for Krøyer har der i Rigsarkivet befundet sig en beretning om maleriets tilblivelse. Ingeniør og fabrikant G.A. Hagemann (1842-1916) bestilte og betalte maleriet, og nogle vinteraftener i 1906 brugte han Upåagtet af årtiers interesse for Krøyer har der i Rigsarkivet befundet sig en beretning om maleriets tilblivelse. Ingeniør og fabrikant G.A. Hagemann (1842-1916) bestilte og betalte maleriet, og nogle vinteraftener i 1906 brugte han til at nedskrive dets historie. Det blev til en hel scrapbog med foto af maleriet og korrespondancen mellem ham selv, Krøyer og de mange portrætterede.

Hagemann skriver, at bogen bør følge maleriet, ”hvor det end havner i Verden.” Det skete ikke. Maleriet kom til Hagemanns Kollegium, formodentlig engang i 1930’erne, og siden til Frederiksborgmuseet. Men scrapbogen havnede sammen med Alexander Foss’ arkiv i Rigsarkivet. Den kaster et nyt lys over kunstnerens holdning til arbejdet og bestillerens intentioner med maleriet.

Hagemann var fra 1870 til sin død den ledende skikkelse i nogle af de største industrielle selskaber, som Privatbankens direktør C.F. Tietgen skabte. Hagemann fortæller, at tanken om ”Industriens Mænd” opstod, da han skulle underholde Tietgen, mens denne sad model for Krøyer i 1891. Hagemann fik den idé, at den nyindrettede sal i Københavns Børs burde smykkes med en række gruppeportrætter af handelens, landbrugets, søfartens og industriens ledende mænd. Det blev kun til et enkelt af de planlagte malerier, nemlig ”Fra Københavns Børs” (1895). Hagemann betror sin scrapbog, hvor vanskeligt det var, at få de portrætterede til at betale for en plads på maleriet. Det må også have generet Krøyer, og adskillige anmeldere opfattede da også mange af portrætterne på Børsmaleriet som karikaturer.

I 1902 genoptog Krøyer og Hagemann ideen. Krøyer kunne bruge en stor opga- ve, og Hagemann stod, 60 år gammel, på højden af sin karriere: Nyudnævnt direktør for Polyteknisk Læreanstalt, medejer af Øresunds chemiske Fabrikker og tillige storaktionær i og bestyrelsesformand for to af landets største industrielle virksomheder, Burmeister & Wain og De danske Sukkerfabrikker. Han ville gerne have maleriet af industriens ledende mænd – men denne gang betalt af egen lomme og bestemt for hans egen dagligstuevæg. 10.000 kr. blev den pris, de enedes om. Det svarede til otte års vederlag som direktør for Polyteknisk Læreanstalt!

Skitser nu fundet
I februar 1903 har Hagemann listet og grupperet de personer, der skal med på billedet, og Krøyer har skitseret modellernes placering i den valgte kulisse: det nyindviede Østre Elektricitetsværk i København. Denne gang morer det dem begge. Krøyer udtrykker sin begejstring for opgaven over for både Hagemann og i breve til hans største mæcen, tobaksfabrikant Hirschsprung og frue: ”Jeg arbejder nu med fuld Kraft paa det store Billede i mit Atelier, efter at have faaet mit Studie gjort færdigt paa selve Elektricitetsværket. Det elektriske Lys kommer mig nu til praktisk Nytte – foruden Fornøjelsen jeg har haft.” Senere skriver han: ”Jeg er i et Arbejdshumør som ingensinde. Jeg morer mig ikke blot over at male disse Mennesker, men tillige over at være sammen med dem, tale med dem, høre dem tale om alt mellem Himmel og Jord.” Ifølge Hagemanns scrapbog lavede Krøyer en penneskitse, to pastelskitser på karton og en skitse i olie før det egentlige maleri. Penneskitsen blev væk, endnu mens maleriet var under udarbejdelse, og den ene pastel har i mange år tilhørt Ingeniørforeningen i Danmark. Den anden pastel og den lille olieskitse har ikke tidligere været kendt, men er nu blevet efterlyst og lokaliseret: Pastellen dukkede i august 1995 op på Bruun Rasmussens Kunstauktion og erhvervedes af Nesa A/S. Olieskitsen er i privateje.

Arbejdet med maleriet gik strygende indtil sommeren 1903, da Krøyer blev alvorligt syg. Først i december 1904 lægger han sidste hånd på værket. I foråret 1905 er det signeret og vises første gang for offentligheden, udlånt fra sin plads på Hagemanns
væg.

Vennekredsen
Det er foreslået, at maleriet viser en sammenkomst af Dansk Ingeniørforenings medlemmer. Det er imidlertid kun 37 af de 53 herrer, der i 1903 var medlemmer af foreningen. Maleriets titel er også blevet taget til indtægt for den opfattelse, Det er foreslået, at maleriet viser en sammenkomst af Dansk Ingeniørforenings medlemmer. Det er imidlertid kun 37 af de 53 herrer, der i 1903 var medlemmer af foreningen. Maleriets titel er også blevet taget til indtægt for den opfattelse, at personerne giver et repræsentativt billede af danske industriledere. Heller ikke det holder stik ved en nærmere analyse. Her mangler mange, også store, virksomheders ledere, og selskabernes ikke-tekniske ledere mangler helt. Det, vi ser, er en gruppe ledende teknikere fra jern- og metalindustrien og den kemisk-tekniske industri. Og så en række personer fra ”servicesektoren” (Ktas og Store Nord), staten (DSB, Polyteknisk Lærean- stalt og Københavns Universitet) og Københavns Kommunes tekniske virksomhed.

Hagemanns selvvalgte titel, ”Industriens Mænd”, skal altså ikke forstås bogstaveligt. Sammenkomsten på billedet har aldrig fundet sted, heller ikke for Krøyers øjne. Og valget af personer har sin egen logik. Otte af de mest centralt placerede personer var Hagemanns arbejdsforbindelser og medstuderende ved Polyteknisk Læreanstalt allerede i 1860’erne. 15 andre lærte Hagemann at kende i 1870’erne og 80’erne, da han var involveret i opbygningen af Tietgen-selskaberne De Danske Sukkerfabrikker, Tuborgs Fabrikker og De danske Spritfabrikker samt i dannelsen af Den tekniske Forening. Mere end halvdelen af maleriets personer fik Hagemann først et nærmere kendskab til i 1890’erne. Det er samarbejdspartnere fra hans tyveårige virke i Københavns Borgerrepræsentation for etableringen af en moderne vand-, kloak- og elektricitetsforsyning. Det er medstiftere af Dansk Ingeniørforening. Det er medarbejdere ved moderniseringen af Burmeister & Wain, og det er de mænd, der sammen med Hagemann sikrede udbygningen af Polyteknisk Læreanstalt med en elektroteknisk linie. Det er altså først og fremmest Hagemanns personlige netværk, vi her ser.

Hagemann skriver da også selv, at ”Valget lededes mere af mit personlige Forhold til Vedkommende end til noget stærkt Forsøg paa at skaffe en retfærdig Repræsentation af danske Industriledere.”

Ode til lyset
De personer, Hagemann her præsenterer os for, kan imidlertid også af enhver sættes i forbindelse med den moderne teknologis triumfer i dansk industri og samfundsudvikling. De er legemliggørelsen af Hagemanns industri- og samfundssyn. Det De personer, Hagemann her præsenterer os for, kan imidlertid også af enhver sættes i forbindelse med den moderne teknologis triumfer i dansk industri og samfundsudvikling. De er legemliggørelsen af Hagemanns industri- og samfundssyn. Det er teknikerens og videnskabsmandens ny og forjættende samfundsrolle, Hagemann har ønsket at rejse et monument. Krøyer har valgt at gøre det ved at vise os denne forsamling af fortroligt samtalende tek- niske ledere, badet i elektrisk lys. Dette broderskab af teknikere frygter ikke maskinerne, de behersker dem til samfundets glæde og gavn.

Krøyers maleri er som en dynamisk hyldest til det menneskeskabte lys, symbolet på den indsigt, der sammenknytter Industriens Mænd ved tærsklen til det 20. århundrede.