Biografi
Peder Severin Krøyer (født 23. juli 1851 i Stavanger; død 20. eller 21. november 1909 i Skagen) , maler.
Krøyer, Peder Severin (1851-1909), kaldet Søren blandt venner. Norsk-dansk Skagensmaler. Født i Stavanger i Norge. Død i Skagen, begravet på Skagen Assistens Kirkegård.
Krøyers mor Ellen Cecilie Gjesdahl led af depressioner (en psykisk lidelse som Krøyer også var disponeret for), og hun lod derfor sin søster og svoger i København, Bertha og Henrik Krøyer, adoptere sin søn.
Fra 1864-70 blev Krøyer uddannet på Kunstakademiet under genremaleren Frederik Vermehren, senere hos Bonnat i Paris. I 1871 debuterede han på Charlottenborg. Krøyer foretog studierejser til Frankrig, Spanien og Italien, rejserne fik stor betydning for hans maleri.
Fra 1882 malede han Skagens fiskere og livet blandt kunstnerne samt portrætter. Krøyer var gift med maleren Marie Triepcke, de fik sammen datteren Vibeke kaldet Vipsen (1895-1985). Marie forlod Skagen i 1903 og flyttede til Sverige med komponisten Hugo Alfvén. Krøyer og Marie blev skilt i 1905.
Peder Severin Krøyer, (kaldet Søren), (1851-1909) maler, tegner, grafiker, billedhugger og fotograf
Født: 23. juli 1951 i Stavanger, Norge, søn af Elen Cecilie Gjesdahl (født 22.4.1824)
Fødselsdatoen er mange steder angivet til 24. juni 1851, men moderen havde sagt, at det var den 23. juli og denne dato blev fejret hvert år. Kirkebogen viser den 23. juli 1851 og døbt den 24. august 1851 (se Ib Søgaard: Krøyer – bag facaden p. 63)
Faderen ukendt. Fattigfoged N.S. Hjort udlagt som faderen.
1872 Adopteret af mosteren og plejemor Bertha Krøyer og fik navnet Krøyer.
1889: Dansk indfødsret.
Gift: 23.7.1889 med maleren Maria Martha Mathilde Triepcke.
Børn: Vibeke Krøyer, født 1895.
Separeret og skilt: 1905
Død: 21.11.1909 i Skagen. Begravet Skagen Assistents Kirkegård (kunstnergravene) Gravstenen siger fejlagtigt den 20.11.
Lokationer i Skagen og København
- Markvej 2
- Madam Bendsens Gård
- Krøyers Hus
- Bergensgade 10
Relationer
- Marie Krøyer
- Vibeke Krøyer
- Helene Christensen
- Henny Brodersen
- Elen Cecilie Gjesdahl
Slægten
Krøyer, Peder Severin (Søren), 1851-1909, maler. *23.7.1851 i Stavanger, ?21.11.1909 i Skagen, begr. smst.
Forældre: Fattigfoged i Stavanger, tidl. guldsmed Niels Iversen Solberg Hjorth (?) og Ellen Cecilie Gjesdahl. Adopteret af mosteren Bertha Cecilie Krøyer 15.4.1872.
Dansk indfødsret 1889. ~23.7. Gift i 1889 i Augsburg med maleren Marie Martha Mathilde Triepcke, *11.6.1867 på Fr.berg, ?25.5.1940 i Sth., datter af væveridir. Wilhelm August Eduard Max T. og Minna Augusta Kindler. Separeret 1905.
Familie
P.S. Krøyer blev født i Stavanger, død i Skagen, begravet sst. Forældre: fattigfoged, tidligere guldsmed Niels Iversen Solbjerg Hjorth (1802–72) og Ellen Cecilie Gjesdahl (1824–92). Adopteret 15.4.1872 af mosteren Bertha Cecilie Krøyer (1817–91), enke efter zoolog, professor H.N. Krøyer (1799–1870).
Gift 23.7.1889 i Augsburg med maler Marie Martha Mathilde Triepcke, født 11.6.1867 på Frbg., død 25.5.1940 i Stockholm (gift 2. gang 1912 med den svenske komponist Hugo Emil Alfvén, 1872–1960, gift 2. gang 1936 med Hedvig Catharine Wessberg, gift 1. gang med tandlæge Ernst Adolf Adolphson), datter af væveridirektør Wilhelm August Eduard Max Triepcke (1834–91) og Minna Augusta Kindler (1841–1909). Separeret 1905.
Om P.S. Krøyers herkomst hersker nogen usikkerhed. Ved hans fødsel var moderen indlagt på sindssygeasylet i Stavanger, hvis bestyrer i kirkebogen anføres som barnets far. Men så sent som 1902 betroede P.S. Krøyer sin ven Michael Ancher at det aldrig var blevet fuldt oplyst, hvem faderen i virkeligheden var. Under svangerskabet bestemtes det at barnet skulle sættes i pleje hos sin moster i København.
Her, i Mikkel Vibes gård i Strandgade på Christianshavn, fik P.S. Krøyer sit hjem. Han kom ikke i skole, men blev undervist mangelfuldt af plejemoderen, indtil han ti år gammel blev optaget på teknisk skole. Da var hans talent for at tegne og male allerede indlysende.
Plejefaderen havde han hjulpet med at tegne naturhistoriske plancher til en videnskabelig afhandling om snyltekrebs. På teknisk skole gik P.S. Krøyer fire år, klarede sig glimrende og fik 1864 afgang med sølvmedalje (sammen med Kristian Zahrtmann).
Han dimitteredes til kunstakademiet hvor han 1864–70 bl.a. fik F. Vermehren og Vilhelm Marstrand som lærere. 1873 modtog han akademiets lille guldmedalje for et maleri i den såkaldte højere stil: David fremstiller sig for Saul efter at have dræbt Goliath. Mod det anekdotiske og malerisk udtryksløse i denne karton skulle P.S. Krøyer dog snart reagere.
Han debuterede 1871 på Charlottenborg med et portræt af maleren Frans Schwartz som vidner om den lethed (skønt endnu uden forfinelse) hvormed han arbejdede. Det samme gælder et legemsstort portræt af stedmoderen (1872) som dog er noget tørt og traditionelt i udførelsen.
Sit talents friskhed røbede han derimod i portrætstudiet af sin mor (1869), i eksteriøret fra barndomshjemmets gård på Christianshavn en vinterdag (1870–71) foruden i den række selvportrætter (1867–79) der ligesom de tre førnævnte arbejder tilhører Skagens museum.
Efter en sommer i Arild 1872 søgte P.S. Krøyer bl.a. sammen med Kr. Zahrtmann og Viggo Johansen til Hornbæk og malede her (1873–77) sine første friluftsstudier af fiskere, en motivkreds inden for realismen som i de samme år blev dyrket af Michael Ancher på Skagen. Færdigmalt i atelieret og endnu præget af elevforholdet til Vermehren er Fra Smedien i Hornbæk, 1875 og Fiskere ved Stokken i Hornbæk, s.å., mens en række portrætter fra dette tidsrum er fint tegnede, psykologisk træfsikre og malet med langt større frihed og præcision. Ikke underligt at P.S. Krøyer snart blev den mest søgte af tidens portrætkunstnere og bevarede sin førerstilling på dette felt, ligesom inden for figurmaleriet, resten af sit liv.
Blomstermaler O.D. Ottesen, forfatteren Vilhelm Bergsøe, biskop H. Martensen og konseilspræsident Ludvig Holstein var blandt hans første modeller ligesom violinisten Anton Svendsen og lægen Rudolph Bergh. Til sidstnævntes speciale, hud- og kønssygdomme, havde P.S. Krøyer en særlig affinitet da han led af (en muligvis medfødt) syfilis lige til sin død. Mæcenen, fabrikant Heinrich Hirschsprung fik øje for P.S. Krøyer betydelige evner 1874 og støttede ham rundhåndet de følgende år, da P.S. Krøyer fik atelier i Bredgade 33 hvor han arbejdede med stor flid. Han forsøgte at modvirke sin “lethændethed” med grundige nøgenmodel-studier til sine fiskerbilleder.
1877 modtog P.S. Krøyer det treårige Stoltenbergske legat og drog ud på sin første store udenlandsrejse (1877–81) som via Holland førte ham først til Paris, senere til Spanien og Italien.
I Paris traf han sammen med Karl Madsen og Laurits Tuxen og blev optaget på Leon Bonnats malerskole. Opholdet fik afgørende indflydelse på hans udvikling. I et brev fra juli 1877 til vennen Frants Henningsen skrev han om den kritik hans effektfulde teknik kom ud for, og om den grundige iagttagelse af farvernes valører, Bonnat indskærpede sine elever: “Ved dette udtryk, “valør”, som du vist allerede har hørt nævne, forstås det rette indbyrdes forhold mellem lysstyrken i de forskellige store partier og flader i figuren og i billedet.”
Danske kunsthistorikere som Ernst Goldschmidt og Ernst Mentze har hævdet at Bonnats malerskole blev en ulykke ikke blot for P.S. Krøyer, men for dansk kunst i det hele, en påstand som næppe er holdbar. Havde P.S. Krøyer fx ladet sig påvirke af impressionisterne i stedet for Bonnat, var han snarere drevet yderligere i retning af dyrkelse af detaljen og en virtuos teknik, så han blot på andre betingelser var endt i det udvendige og brillante. Men rigtigt er det at P.S. Krøyer aldrig blev nogen fremragende kolorist.
Når derimod Karl Madsen efter hans død fremhævede P.S. Krøyers store seriøse figurbilleder som “sande heltegerninger”, var dette utænkeligt uden den gammeldags strenge skoling hos Bonnat.
Fra Paris foretog P.S. Krøyer – efter et kortvarigt ophold i St. Malo i Bretagne – et halvt års studierejse til Spanien hvor han i Madrid, tilskyndet af kunsthistorikeren Julius Lange, kopierede Diego Velásquez og i Granada lod sig indfange af en romantisk motivkreds, sigøjnernes farverige folkeliv i de på én gang tørre og frodige omgivelser. Et større figurbillede, Søndag Morgen uden for en Gitanobolig, 1878, viser at P.S. Krøyer stadig kunne være svag over for det anekdotiske i motivet og den akademiske komposition. Hjemvendt til Paris lod han sig endnu engang friste af en akademisk figurkomposition, Daphnis og Cloë som blev udstillet på Salonen 1879.
Men så tog han revanche. I foråret 1879 malede han sine hidtil ypperste landskaber og figurbilleder, gennembrudsarbejderne i hans kunst. Skagens museum ejer to små mesterværker, et selvportræt og et landskab fra Cernay-la-ville, begge malet i april 1879, foruden det større figurbillede Kunstnerfrokost i Cernay-la-ville. malet i juni s.å., et blændende udført interiør med den urolige kunstnergruppe omkring bordets hvide dug hvor modlyset tindrer og funkler i flasker og glas. Af stor realistisk effekt er Et Sardineri i Concarneau, 1879 som tilhører Statens museum for kunst.
Sit officielle gennembrud fik P.S. Krøyer da han det følgende år i Italien, under et ophold i Sora fra april til oktober, malede en række skitser fra et hattemagerværksted og samlede dem i det stærkt virkende billede af en fattig hattemager og hans to drenge, alle halvnøgne, som arbejder i vinduets flod af sollys midt i det mørke rum. Italienske Landsbyhattemagere blev udstillet i Paris 1881 og det følgende år i København hvor det vakte betydelig opsigt – og forargelse. Den maleriske teknik og motivets hæslighed betød et brud med den tilvante skønhedsopfattelse i dansk kunst.
Sommeren 1882 blev P.S. Krøyers første på Skagen hvor han fra nu af – efter 1894 med sit hjem indrettet af arkitekten Ulrik Plesner i en sidefløj til byfogedens bolig i Vesterbyen – helst malede. 31 år gammel og fuldt modnet som kunstner, indtagende ved sin generøse natur og sit musikalske talent blev han midtpunkt i den kunstnerkoloni som skabte Skagensepoken i dansk billedkunst. Det var ikke så meget som folkelivsskildrer, skønt han dyrkede alle genrer, som i sin hengivelse til friluftsmaleriet, især de lyriske l’heure bleue-stemninger, at P.S. Krøyer vandt sin enestående popularitet.
Han begyndte dog, efter Anchers forbillede, sit Skagensophold med fiskermotiver. I Købmandens Bod naar der ikke fiskes og Fiskere som drager Vaad paa Skagens Sønderstrand er fra hans første sommer. Begge arbejder måtte ærgre Michael Ancher, malt som de var på hans enemærker hvor han selv sloges for at nå de resultater P.S. Krøyer tilsyneladende legede sig til. Således er figurgruppen i Brøndums købmandsforretning komponeret med overlegen sikkerhed og de voddragende fiskere malet ikke som af Michael Ancher fra siden, stående i et stift geled, men ude fra stranden i rytmiske bevægelser bag hinanden mod et perspektivisk forsvindingspunkt inde i klitten.
Et indtagende figurbillede af den svenske malerkammerat Oscar Björck, malende på Sønderstrand, er fra august s.å. Fra 1883 stammer det berømte Fiskere paa Skagens Strand. Sildig Sommeraften, men P.S. Krøyers mest yndede maleri fra dette år er utvivlsomt Ved Frokosten, indfældet i væggen i den Brøndumske malerisal, en gentagelse af hans genistreg fra Cernay-la-ville, her med de danske, svenske og norske kunstnervenner samlet omkring spisebordet i Brøndums gæstgiveri. Samme år indstiftede han det såkaldte aften-akademi, en munter institution med det ene formål at fejre symposier mellem malere, digtere og andre kunstnere som gæstede Brøndums hyggelige og med årene stadig mere besøgte hotel på Skagen. Et indtryk af feststemningen disse somre gav P.S. Krøyer 1888 med Hip, hip. Hurra!, tilhørende Göteborgs konstmuseum, malet efter et kunstnersamvær i Michael og Anna Anchers have i Østerbyen.
Efter udførelsen af en række mindre betydelige arbejder sommeren 1884, bl.a. det kedelige Badende Børn, hengav P.S. Krøyer sig til studiet af de lyse nætter på Skagen med deres magiske tiltrækningskraft. Således er De lyse Nætter. Udenfor Bager Saxilds Hus og Udenfor Christoffers Hus, Skagen begge malt 1885 og deres lyriske indhold under sikker artistisk kontrol. Men efter sit ægteskab med den bedårende Marie Triepcke, som både Georg Brandes, Sophus Schandorph og J.F. Willumsen sværmede for, fik P.S. Krøyer drevet l’heure bleue-stemningen op til det virtuost betænkelige. Sommeraften ved Skagen. Kunstnerens Hustru staar med en Hund ved Strandkanten, 1892, er således et kunstværk hvis raffinerede poesi skyldes lysvirkningen som postuleres at stamme fra månens genskær på havet, men afslører sig som produkt af det kunstige atelierlys. Den samme tvetydighed skæmmer Sommeraften ved Skagens Strand. Kunstneren gaaende ved sin Hustrus Arm, fulgt af en Jagthund. 1899. Billederne tilhører henholdsvis Skagens og Hirschsprungs museer. Sidstnævnte ejer til gengæld det lille, langt finere studie Fra Ravello, en blå dis over den solbeskinnede kyst og havet, malet 1890 da Marie og P.S. Krøyer var på vej til Cività d’Antino for at besøge Kr. Zahrtmann. De ses alle tre på den udsøgte pastel malet i Casa Ceroni: Ved Frokosten i Cività.
Foruden sine af samtidens borgerskab tilbedte sommerbilleder fra Skagen malede P.S. Krøyer i 80’erne og 90’erne de monumentale figurbilleder som Karl Madsen med rette beundrede: Burmeister & Wains Jernstøberi, 1884–85, Musik i Atelieret, 1886, Aftenselskab i Ny Carlsberg-Glyptoteket, 1888, Børsens Mænd samlet i Børssalen, 1895 og sidst, men ikke mindst Et Møde i Videnskabernes Selskab, 1896–97 som Christian Elling har kaldt “en meget stor bedrift i dansk malerkunst, inden for sin art nok den største”. Disse billeder var medvirkende til at hævde P.S. Krøyers internationale ry og sikre dansk malerkunst opmærksomhed især i Frankrig.
Men stående på sin berømmelses tinde ramtes kunstneren 1900 af sygdom. Han måtte i foråret lade sig indlægge på Middelfart sindssygehospital hos Fritz Lange, hvis diagnose lød på dementia paralytica.
I juli vendte P.S. Krøyer tilbage til Skagen, men hans venlighed og gode humør veg for træthed og irritabilitet. Han blev aldrig mere den samme. Til sygdommen kom hans livs største ulykke da Marie i foråret 1902 forelskede sig i den svenske komponist Hugo Alfvén som hun mødte i Taormina. Både i sommeren 1902 og 1903 indbød P.S. Krøyer generøst Alfvén til at bo på Skagen, lejede et hus til ham i plantagen og lod Marie se ham så ofte hun ville – i håb om trods alt at beholde sin hustru. Men i november 1903 forlod hun definitivt sin mand og datteren Vibeke.
P.S. Krøyer blev påny ramt af sindssyge og overført til Middelfart. Han var lammet og delvis blind, men kom mod lægernes forventning igen til kræfter og levede endnu seks år, skiftevis med fornyet mod på at arbejde og nedsunket i sort melankoli. Anfald af paranoia prægede disse P.S. Krøyers sidste leveår, og dog malede han så indtagende billeder i denne periode som Holger Drachmann i Plantagen, 1902, Holger Drachmann digter i sit Skagenshjem foran Kaminen, 1903–07 og Sankt Hans-Blus paa Sønderstrand, 1906 hvor Marie og Hugo Alfvén ses stående sammen hinsides bålet, lænet mod en hvid rorsbåd på afstand af den øvrige, livligt bevægede figurgruppe.
P.S. Krøyer var som maler et hus splidagtigt med sig selv. Han bekendte sig til realismen og ledede i opposition til akademiets forstokkede undervisning en af de såkaldte frie studieskoler i mere end tyve år (1882–1904). Og dog var han et barn af senromantikken, en fuldblods stemningskunstner. Eftertiden har dømt ham hårdt. Med rette er han blevet kritiseret som en mådelig kolorist og hans virtuose håndelag er blevet nedvurderet som blændværk. Det er da også svært at yde ham retfærdighed.
Adskillige af hans mest berømte billeder har præg af det konventionelle eller mondæne, men oprindeligheden i hans kunst, hans geniale anlæg og håndværksmæssige mesterskab hævder sig i talrige arbejder, især fra Skagen, foruden i hans ypperste portrætter og monumentale figurkompositioner.
Biografi i relation til Skagen
P.S. Krøyer, Peder Severin (Søren) Krøyer var født i Stavanger i Norge, men voksede op i Danmark hos zoologen Henrik Krøyer, der var gift med moderens søster. Hun adopterede i 1872 Krøyer, der først fik dansk indfødsret i 1889.
Et møde i Wien med ægteparret Anna Ancher og Michael Ancher gjorde, at han rejste til Skagen for første gang i1882. Herefter blev det fremover sommer i Skagen, og begrebet: Skagensmalerne blev skabt med ham som midtpunkt.
Krøyer kom til Skagen første gang i sommeren 1882. Hans begejstring for naturen, miljøet og ikke mindst samværet med de andre kunstnere betød, at han vendte tilbage næsten hver sommer.
I foråret 1889 blev han forlovet med den unge kunststuderende Marie Triepcke og holdt bryllup på Krøyers fødselsdag hos svigerforældrene i Tyskland. Bryllups- og studierejse gik til Italien og varede i over to år. Også Marie var maler, og trods mindre sygdom blev rejsen en stor personlig og kunstnerisk oplevelse for det nygifte par.
Fra 1891 kom Krøyer til Skagen sammen med hustruen Marie. De første år lejede ægteparret sig ind i Madam Bendsens hus (Tuxens Villa “Dagminne”).
I 1894 fik de tilladelse til at leje og ombygge den gamle byfogedbolig i Skagen plantage – i dag kendt som Krøyers hus. Nogle af hans mest spændende malerier blev til her, bl.a. forskellige motiver af sommeraftener ved Skagen strand. Han malede desuden et væld af portrætter, hvilket gjorde ham til en velstående kunstner.
Året efter 1895 – fødte Marie deres datter Vibeke.
Krøyer var i stigende grad manisk, og det sled hårdt på hans omgivelser.
Fra århundredskiftet kæmpede Krøyer med sygdom og personlige sorger. Han var flere gange indlagt på sindssygehospital, og i 1905 blev han separeret fra Marie Krøyer, der forlod ham til fordel for den svenske komponist Hugo Alfvén.
Dog lykkedes det ham i 1906 at færdiggøre det store Sankt Hansblus på Skagens strand (Skagens Museum), en slags livsfrise med ilden i centrum, hvor malerens lille datter Vibeke viser ind i billedet med Anna og Michael Ancher, Holger Drachmann, Laurits Tuxen, Marie Krøyer og Hugo Alfvén.
Vibeke blev boende hos sin far i Skagen, da Marie og Krøyer blev skilt i 1905.
Sygdommen svækkede hans helbred og i november 1909 døde han 58 år gammel. Han blev begravet på Skagen kirkegård.
Kilde: Skagen Leksikon, Ole Wivel, Dansk Biografisk Leksikon, Bruun Rasmussen Kunstauktioner.