Maleriet fungerer både som et selvstændigt portræt af Degn Brøndum som jæger, siddende i klitterne med en cigarstump i munden og skuende ud over landskabet med sin jagtbøsse og taske på den ene side og sin trofaste jagthund på den anden. Maleriet kan også betragtes som et forarbejde til Krøyers større maleri “Skagens jægere” fra 1898, der måler 145×255 cm og befinder sig på ARoS, Aarhus Kunstmuseum (inv. nr. 88). I dette maleri er Brøndum afbildet i samme positur som i dette maleri, men uden jagtbøsse og taske. 

Preben Michael Hornung skriver følgende om maleriet “Skagens jægere” i “Peder Severin Krøyer”, 2002: “Motivet blev en hyldest til en af hans [Krøyers] yndlingsbeskæftigelser i Skagen, når han ikke malede – eller festede. Han nød at gå på jagt, selvom Michael Ancher var den, der kom hjem med den største taske.” (s. 297) For Krøyer betød det sociale liv omkring jagten lige så meget, hvis ikke mere, som selve jagten. Han var ifølge Michael Ancher ikke en særlig dygtig jæger – og alle personerne på det store gruppeportræt er venner af kunstneren. 

Brøndum havde således været vært for Krøyer ved mange festlige lejligheder. “Maleriets motiv var mere en situation end en specifik begivenhed. Inspirationen kunne være opstået fra en hvilken som helst jagt i disse år, som et brev fra 1893 antyder: “Så vi spiste frokost sammen på en høj klit med udsigt over det blå hav på den ene side – det var dog blevet solrigt – drak den ene snaps efter den anden og var i højt humør både af alkoholen og det dejlige vejr. Ancher var i strålende humør – men han havde også et halvt dusin agerhøns liggende ved siden af sig.” (s. 298)  “Men ligesom de store, bestilte portrætter af de mænd, der herskede i enten finansverdenen eller religionen, er dette kollektiv af jægere karakteriseret ud over deres genkendelighed. De indtager forskellige positioner for variationens skyld. 

Men det betyder ikke, at den måde, de sidder eller ligger på, er særligt karakteristisk. Hovedpersonen er nu som før [i Krøyers værk] lyset. Ikke bare et hvilket som helst lys. Men stedets lys. Selve stedet – ved Sandmilen – har kun betydning som et kulisse.” (s. 300) Dette er også tilfældet med dette maleri – det er lyset, der er det vigtigste aspekt. Bemærk, hvordan det omgiver hele Brøndums figur næsten som en omvendt omrids.