Vibeke i Plantagen
P.S. Krøyer
Titel: Vibeke i Plantagen.
Datering: 1909.
Værktype: Maleri.
Teknik: Olie på lærred.
Materiale: Olie.
Fysiske dimensioner: 54 x 31,5 cm.
Lokalitet: –
Afbildet personer: Vibeke Krøyer.
Bemærkninger: Initials og dato: S.K. 09.
‘Vibeke i Skagen Plantage’ forestiller kunstnerens datter og hang i familiens egen sommerbolig i Skagen. Her hang det indtil Krøyers død i 1909. Værket blev i går købt for 490.000 kroner af Skagens Museum. Maleriet var vurderet til mellem 500-600.000 kroner.
Museum køber unikke skagensmalerier på auktion
I går var intet mindre end 38 værker af nogle af Danmarks mest berømte kunstnere under hammeren.
Skagensmalerne P.S. Krøyer, Holger Drachmann samt ægteparret Michael og Anna Anchers malerier var noget af det, der samlede mere end 140 interesserede købere til auktionen ved Holstebro Auktioner.
Malerierne stammer fra én enkelt privat samling af skagensmalerier. Flere af værkerne har aldrig før været vist i offentligheden.
– Flere af billederne gik for både det dobbelte og tredobbelte af det, de var blevet vurderet til, fortæller auktionsmedarbejder hos Holstebro Auktioner Casper Hansen.
Han har brugt det sidste halve år på at undersøge både den private samling og de enkelte maleriers historier.
– Man har jo nærmest fået et kærlighedsforhold til billederne. Så det var spændende at se, om man fik ret i sine antagelser – og at andre også synes, at malerierne er interessante. At de gik langt over pris er udtryk for, at dét var der, siger han.
Efter det sidste hammerslag var der i alt blevet solgt for mere end 1,6 millioner kroner på auktionen.
Højdepunkt solgt for 490.000 kroner
Efter auktionen i går har der været en smule mystik om, hvem der blandt andet købte ét af auktionens absolutte højdepunkter – katalognummer 1002.
Værket er malet af P.S. Krøyer og forestiller kunstnerens datter, Vibeke, i Skagen Plantage.
Men i dag blev sløret løftet for, hvem der havde haft den helt store tegnebog med i byen.
– Vi havde været nede og se værkerne forinden, og vi var ret sikre på, hvad vi kunne ønske os at få med hjem til samlingen. Men det er klart, at vi ikke på forhånd går ud og fortæller højt og flot, hvilke værker vi er interesserede i – og hvad vi vil give for dem.
Det fortæller Lisette Vind Ebbesen, der er direktør for Skagens Museum. Museumsdirektøren endte med det vindende bud på 490.000 kroner, som hun afgav over telefonen.
Museet brugte i går mere end 700.000 kroner på i alt tre værker. Inklusive salærer betyder det, at de samlede udgifter nærmer sig én million kroner.
– Det er vigtigt at få de her tre værker til Skagens Museum. Det har været interessant for os at se, hvad der egentlig var i den private samling. Mange af værkerne har aldrig været vist offentligt før, siger hun.
Museet har modtaget støtte til at købe malerierne fra Ny Carlsbergfondet og Slots- og Kulturstyrelsen.
– Det er en kerneopgave for os at blive ved med at indsamle, forøge og supplere vores samling med det, vi mangler, forklarer Lisette Vind Ebbesen.
Malerierne, der i går var på auktion, har alle været en del af en privat familiesamling, der blev startet af apotekeren Victor Christian Klæbel.
Han havde et meget nært forhold til Skagen i perioden omkring skagensmalerne og begyndte med tiden at omgås flere af kunstnerne. Desuden var apotekeren en af drivkræfterne bag stiftelsen af Skagens Museum og sad i museets første bestyrelse.
Siden har de efterfølgende Klæbel-generationer både udvidet den private samling af malerier og siddet i museets bestyrelse.
Enkelte af malerierne har igennem tiden været udlånt til diverse udstillinger og har været i Klæbel-familiens eje igennem mange år.
Hvis du vil opleve de nye indkøb på Skagens Museum, skal du forhåbentligt ikke vente længe.
– Nu skal malerierne først hentes hjem. Herefter skal de forbi vores konservatorer og kigges efter. Men vi har planer om at få dem op inden for de næste par måneder, siger Lisette Vind Ebbesen.
Holstebro Auktioner oplyser, at de solgte billeder på gårsdagens auktion formentlig alle bliver indenfor landets grænser.
Kilde: Dr.dk – 7 okt. 2020
