Bergens Kunstforening bestilte i 1885 et værk af Krøyer, hvor han selv kunne bestemme motivet. Det endelige maleri, som blev sendt til Bergen, var “Tre Fiskere trækker en Baad”, og anmelderen i Bergens Posten d. 7. november 1885 var meget begejstret og skrev:

“Det fremstiller ‘hjemvendende Fiskere’ der i stille Vejr trækker sin Baad langs Stranden; Motivet er fra Skagen hvis Fyrtaarn skimtes i Baggrunden til venstre. Det er tre kraftige Fiskere, især den forreste, der med Touget over den ene Skulder vader frem gennem den vaade Sand; Solen skinner dem lige i Ansigtet, saa at de griner mod det stærke Lys. Et stykke ude paa den flade Strand glider den grønne Baad sagte frem, styret af en Unggut i Bagskotten, og helt ud til den fjerne Horisont, som begrænses af en Række hvide Sommerskyer, strækker den dybe blaa Havflade sig med lysende Plætter hist og her og i lange mageløse Bevægelser. Det er et Solskinsbillede, hvori Hovedvægten er lagt paa Naturstemningen, Farvestemningen, og den er straalende sand og friskt gengivet. Sjelden har Danmarks Kunst været dygtigere og smukkere repræsenteret i vor Kunstforening end ved dette Billede, og vi tror, at vort Publikum vil med udelt Interesse stifte bekjendskab med en af Danmarks mest begavede Kunstnere.” (“Krøyer i Internationalt Lys”, udstillingskatalog 2012, s. 230).

Peter Michael Hornung skriver følgende om “Tre Fiskere trækker en Baad” og samme fine karakteristik gælder nærværende maleri:

“Året efter havde Krøyer igen bud efter den samme virkningsfulde diagonal og den samme tårnhøje horisont, da han signerede ‘Tre Fiskere paa Skagen Sønderstrand trækker en Baad’ […]. Denne gang har kunstneren vendt sig om og malet sit figurmotiv med solen brændende i ryggen. Men det kan diskuteres, om det egentlige motiv er de tre kutteklædte fiskere, der traver afsted i strandkanten med en båd på slæb. For det mest overraskende er de tre skygger, som fiskerne kaster i sandet – med sollysets hjælp. De danner et motiv i sig selv. […] Krøyer var oprindeligt kommet til Skagen på grund af det, der var blevet fortalt ham om lyset i denne del af Jylland. Himmel var der nok af. Denne himmels legendariske lys kom til at spille hovedrollen i de malerier, som Krøyer malede på stedet, og det hvad enten han opholdt sig inden døre eller udendørs.” (Peter Michael Hornung: “Peder Severin Krøyer”, 2002, s. 185–186).